Saturday, January 21, 2012

Effektivisér din betalte annoncering

For "smarte" marketing folk

En af de mere smarte måder at arbejde med betalt annoncering på, er ved at arbejde med helt eller delvist automatiserede budskaber. Dette kan gøre din betalte annoncering mere effektiv, spare dig penge og ikke mindst, øge relevansen af dine budskaber over for kunderne.

Der findes i dag mange forskellige API løsninger som gør det muligt at opdatere annoncebudskaber automatisk og fx hurtigt ændre priser, varestatus, Unique Selling Point (USP) eller andet indhold. I dette indlæg vil jeg komme ind på XML Bannere, Google AdWords og facebook AD's. API står for "Application Programming Interface" og er meget kort fortalt, en grænseflade, hvor 2 forskellige systemer kan tale sammen og udveksle data baseret på forskellige standarder.

For eCommerce/marketing folket er den bedste sammenligning nok, at man via et API udveksler data mellem ens økonomistyringssystem fx Navision og et webshop system fx Magento. Derved kan fx varelager og pris opdateres eller synkroniseres således man dels, ikke skal gøre det manuelt og dels sikre, at man ikke viser produkter som ikke er på lager.

XML Bannere
Lad os først definere hvad XML er. XML står for "Extensible Markup Language" og er et standard fornat for udveksling af data og meget brugt, når man arbejder med websites. Typisk bruges XML til at hente data ind i et HTML dokument, hvor dataene skal præsenteres og styres via en ekstern XML fil.

XML bannere er efterhånden blevet standard for de annoncører som ofte har skiftende priser eller andet indhold, som ændrer sig. Nogen gange er det nødvendigt at ændre fx priser flere gange dagligt. Da dette arbejde ville være enormt manuelt, er det nødvendigt at arbejde med XML.

XML gør det muligt automatisk at redigere og ændre bannerne, således budskabet altid stemmer overens med det man gerne vil kommunikere og fx de aktuelle dagspriser. Rejsebranchen er et godt eksempel, hvor priserne kan ændre sig flere gange om dagen, eller man hurtigt gerne vil ændre budskabet fra en destination til en anden, uden at skulle producere helt nye bannere. Her bruges XML bannere flittigt.

XML bannere kan også kobles sammen med re-marketing, således at brugeren ikke bare eksponeres for banneret en gang til, men også med et opdateret budskab. Dette vil selvfølgelig forbedre konverteringsraten, da man udnytter opsamlet data om brugernes adfærd og samtidig ændrer budskab, baseret på selvsamme viden.

Google AdWords API
Dem som arbejder professionelt med Google AdWords annoncering ved, hvor meget tid man kan bruge på at vedligeholde og optimere mange tusind søgeord, kampagner, annoncetekster etc. En stor del af den tid man netop bruger på at optimere CTR (Click Through Rate) og CR (Conversion Rate) kan effektiviseres, ved at integrere med Google AdWords API løsningen.

AdWords API løsningen stilles tilrådighed af Google, hvor man kan udveksle forskellige typer af data med Google AdWords systemet. Det kan fx være stamdata som pris, antal og produktnavn. Hvis man har mange, måske flere tusind produkter, kan man automatisk opdatere søgeord og annoncetekst, således dette præcist matcher de produkter man har tilrådighed.

Herved kan man frigive en masse manuelt arbejde med oprettelse af søgeord og annoncetekster, til fx at lave flere A/B tests og teste nye annoncetekster og søgeord. En anden stor fordel ved at bruge API løsningen fra Google er, at man nu vil få en annoncetekst som fuldstændig matcher en specifik produktsøgning. Udover ovennævnte løsninger, er det næsten kun fantasien som sætter grænser for, hvad man kan bruge API'en til.

Man skal dog hele tiden huske, at det dels koster penge at udvikle de scripts/kode som skal "tale" sammen med API'en og dels, at man betaler et fee til Google hver gang man kalder/ bruger API'en.

Facebook API
Facebook annoncering adskiller sig på mange måder fra traditionel display annoncering, da man har mulighed for blandt andet at segmentere på profildata. Derved kan man bedre targetere annoncerne til de specifikke målgruper, fremfor den mere brede form for display annoncering.

Facebook API er en platform til at bygge applikationer, der er til rådighed for medlemmerne af det sociale netværk Facebook. Samtidig kan man bruge facebook API løsningen, til at gøre ens annoncer mere dynamiske og opdaterede. Akkurat ligesom ved Google AdWords og XML bannerene, kan man opdatere indholdet af ens annoncer automatisk.

Facebook API gør det muligt for programmer at bruge de sociale sammenhænge og profil oplysninger for at gøre applikationerne og derved annoncerne mere dynamiske.

Jeg håber ovenstående giver dig et overordnet indblik i nogle af de muligheder der findes, for at gøre din betalte annoncering mere relevant, automatiseret og i sidste ende, sikrer dig en bedre konverting og ROI.